Livet er (ikke altid) smukt
Livet kan være så smukt. Og det kan være så grusomt og grimt. Vi kan træffe beslutninger, der føles rigtige indeni, men som ingen andre forstår udefra. Men hvordan skulle de også kunne det? Er det ikke kun os selv, der har det fulde billede af at være “os” i verden.
Er det ikke kun dig, der har det fulde billede af at være “dig” i verden – så tæt på, som man kan komme på det. For end ikke det er vel muligt.
Da jeg stod en sommerdag i 2012 og fik den værst tænkelige besked – at mit barn var sygt i maven, at hun ikke havde en chance – da skulle jeg træffe en beslutning. Den handlede ikke kun om mig, men også om min familie – og ikke mindst om den lille pige i maven, som jeg kun kendte som et ønske, en drøm og små spjæt i maven. Jeg kunne ikke spørge hende – kunne kun lytte til lægerne og til noget inde i mig selv. Jeg vidste ikke, hvad der var rigtigt eller forkert i situationen – dertil var det hele mig for ukendt, for stort, for ubegribeligt. Som om jeg oplevede det hele udefra. Som om, det ikke var mig, det skete for.
Jeg traf en beslutning. Sammen med lægerne og min mand. Jeg fødte min syge datter – og mistede hende. Men der gik lang tid, før jeg turde fortælle sandheden om mit tab. Jeg var så bange for, at andre skulle dømme mig. Bange for, at de ikke ville forstå. Så jeg beskyttede mig selv ved ikke at fortælle, at jeg selv havde skrevet under på papirerne, der var starten på enden på det lille liv i min mave.
Her mange år efter, mange erfaringer senere – tænker jeg, at det ikke er så vigtigt, hvad andre tænker. Og hvad andre forstår. Og selvom jeg har trang til at forklare og forsvare, når der sker store ting i mit liv, er det vigtigste, hvordan jeg selv har det med den måde, jeg lever mit liv på.
Livet er ikke altid smukt. Og det skal det måske heller ikke være. Er det ikke netop i kontraterne, vi mærker livet. Mærker værdien af det, vi ofte glemmer at sætte pris på og være taknemlige for.
Så – inden vi dømmer andre – eller os selv for hårdt, skal vi huske på, at der som regel er en masse mellemregninger, som vi enten har glemt eller ikke kan se. Livet er ikke altid smukt. Og det behøver det heller ikke være. Men vi skal huske på, at alle mennesker har noget de slås med. Så vær venlig. Altid.