Velkommen til NordenORD

Mit navn er Lisa Meisner Kofoed – og NordenORD er min skrivevirksomhed, hvor jeg hjælper virksomheder og privatpersoner med at sætte ord på deres viden, fortællinger og budskaber.

Mit udgangspunkt er dig og din passion. Din fortælling er mit fokus, når vi arbejder sammen. 

Kort om mig

Jeg har 16 års erfaring som tekstforfatter. Som nyuddannet Cand.mag. (2002) arbejdede jeg som kommunikationskonsulent i Odense Kommune, og har siden 2007 været tekstforfatter og webredaktør i en af landets største patientforeninger med ansvaret for en hjemmeside med over 3.000 sider, et nyhedsbrev med 60.000 læsere og en blog med fokus på personlige fortællinger. 

Ord og fortællinger er min store passion. Alt rummer en fortælling, det gælder blot om at holde øjnene åbne og finde nerven i øjeblikket. 

Hjælp til din hjemmeside

Har du en hjemmeside, der trænger til et trænet øje og en erfaren skrivehånd? Jeg kan skrive jeres tekster igennem, så de bliver lettere at læse og hjælpe jer med at strukturere indholdet, så det bliver lettere at finde.

Tidens helt store trend er at rydde op med en lille japansk kvinde, der spørger folk, om de ting, de har, bringer dem glæde. Det samme gælder, når man skriver. Overflødige ord skal væk og tilbage skal kun være de tekster, læseren har brug for. De tekster, der bringer glæde eller tjener et formål.

Denne proces hjælper jeg med. Og jeg nyder at rydde ud og skære ind til benet.